mandag den 30. juni 2014

Årsplan for Nibe Fjordbadeklub, De Friske Sild.

Årsplan for Nibe Fjordbadeklub.

Første weekend i september opstart af badesæson med fællesbadearrangement. Arrangementet bliver afholdt ved badestedet og består af badning og efterfølgende lettere traktement. 


Ca. 1 gang pr. Måned, typisk om søndagen, vil der blive afholdt fællesbadning, for at styrke det socialefællesskab.

Ca. 3 gange i sæsonen vil der blive afholdt fuldmånebadning, i forhold til månekalender og ugedagskalender. Dette også for at styrke fællesskabet og give mulighed for at interesserede kan komme forbi og få en snak med klubbens medlemmer og bestyrelse.

Sidste weekend i april afsluttes sæsonen med et fællesarrangement. Arrangementet bliver afholdt ved badestedet og består af badning og efterfølgende traktement for klubbens medlemmer.

Rådet for større badesikkerhed.

Rådet for større badesikkerhed.
Er du en af de mange danskere, der vinterbader eller som gerne vil begynde på det, så læs her, hvor du får 8 tips til, hvad du skal huske

Engang havde vinterbadning ry for kun at være noget for sunde pensionister. Nu er antallet af folk under 30 år støt stigende blandt Danmarks 20.000 organiserede vinterbadere.

Og der er mange sunde fordele ved at vinterbade. Vinterbadning styrker immunforsvaret, øger fedtforbrændingen og forebygger hjerteproblemer og sukkersyge. Og så har vinterbadere ry for at være særligt glade


8 tips til vinterbaderne
Er du en af dem – ung som gammel - der gerne vil prøve kræfter med det kolde gys, som vinterbadning giver, så læs med her, hvor du får Rådet for Større Badesikkerheds råd, som du skal huske, hvis du gerne vil vinterbade.

1. Der skal helst være kort afstand fra omklædning til hav. Så undgår du at miste lysten og blive afkølet før dukkerten.

2. Hele kroppen skal ned i det kolde vand, men hold hovedet oven vande, det kan give en kraftig hovedpine at gå helt.

3. Sænk kroppen roligt ned i vandet. De fleste vinterbadere bader i 10, 20 eller 30 sekunder. Det er nok til at starte hele den livgivende chokeffekt.

4. Vil du begynde på vinterbadning, kan du søge om optagelse i den lokale vinterbadeklub eller finde en håndfuld venner og danne din egen. Det er farligt at bade alene, og især om vinteren er det vigtigt at have nogen i nærheden, hvis man bliver dårlig eller glider på badebroen.

5. Du skal kunne bunde, der hvor du bader. Anbefalet vanddybde er 1,5 meter.

6. De fleste vinterbadere finder det rarest at bade nøgne og så have badekåben liggende tæt ved. Husk badesko med god skridsikker sål.

7. Vinterbad regelmæssigt, kun i dagslys og kun på helbredsmæssige gode dage. Det vil sige ingen kolde gys, hvis du er forkølet eller har feber.

8. Mennesker med hjerteproblemer eller forhøjet blodtryk bør holde sig fra vinterbadning.

torsdag den 26. juni 2014

Wellness I Nibe Fjordbad



Vinterbadning er ren wellness for krop og sjæl.
Forestil dig en frostklar morgen. Du står på badebroen og skimter ud over indsejlingen til Nibe lystbådhavn, en fiskerbåd tøffer ud af havnen og mågerne jagter dagens første måltid.
Du bevæger dig ud på badebroen. Sænker din krop i det iskolde vand og mærker, hvordan hjernen nulstilles på et splitsekund, mens blodet pumper rundt i kroppen. 20 sekunder senere er du oppe igen. Lykkelig, glad i låget og fuld af velvære og du mærker hvordan hele din krop vækkes til live igen. Få minutter efter må du ud én gang til, for at opleve rusen igen.


Tilføj billedtekst

søndag den 22. juni 2014

Billedspiseseddel.


Vinterbadning og sundhed!

Vinterbadning - sundhed i det iskolde vand.

Bliver man sund af at vinterbade?
Undersøgelser viser, at vinterbadere har færre sygedage og de føler sig sundere - men forskerne ved ikke, hvad der kommer først. Er det sunde mennesker, der vinterbader - eller bliver man sundere af at vinterbade? Der findes ikke ret meget litteratur om det.


Turen i det iskolde vand er kort og godt chokbehandling, forklarer Bo Belhage, klinisk forskningslektor, overlæge dr. med. ved københavns universitet. Kroppen nedkøles ekstremt hurtigt, og kroppens forsvar kommer på overarbejde. Blodtrykket stiger,pulsen falder og kroppen udskiller stress-hormoner. Chokket udløser en cocktail af endorfiner og adrenalin i blodet, det er lige præcist derfor, at så mange mennesker er vilde med den kølige sæson-fornøjelse.

Spørger man vinterbaderne selv, har de mange gode grunde til at udsætte sig for de regelmæssige kuldechok vinteren igennem.

De fleste mener, at man bliver direkte "høj" af det voldsomme temperaturskift. Blodet ruller hurtigere, og man føler sig frisk og i godt humør efter dukkerten.

Lige i det øjeblik, du kommer under, er det selvfølgelig iskoldt. Men kort tid efter kan du ligefrem mærke, hvordan varmen strømmer igennem dig, og der kommer gang i din blodcirkulation.

Nogle vinterbadere tager en kort svømmetur, mens andre dypper sig i det kolde vand. Erfarne vinterbadere tager nogle gange svømmeture på op til fem minutter. Forskning peger på, at et minut i baljen kan have næsten samme effekt som 20 minutter på en cykel eller en løbetur - det er dog ikke undersøgt tilstrækkeligt endnu.

Blodtrykket stiger og pulsen falder
Samtlige vinterbadere er enige om, at det er sundt at udsætte kroppen for et dagligt kuldechok. Og lægevidenskaben er tilbøjelig til at give dem ret.

Den finske læge Kyllikki Kauppinen har undersøgt, hvad der præcist sker i kroppen, når man tager den direkte tur fra den varme sauna til søens minusgrader.

Forsøgspersonerne blev udstyret med termometre forskellige steder på huden, og et særligt termometer blev sænket ned i spiserøret. Det sidste målte kroppens kernetemperatur, som er meget vigtig for menneskets overlevelse i ekstreme kuldegrader. Desuden fik personerne målt blodtryk og puls samt taget blodprøver til bestemmelse af hormonforandringer under temperaturudsvingene.

Under saunabesøget steg både hud- og kropstemperatur langsomt. Blodkarrene i kroppen udvidedes, og dermed faldt blodtrykket.

Samtidig slog hjertet hurtigere, fordi kroppen prøvede at køle blodet. Ved den pludselige temperaturændring til minusgrader skete den omvendte reaktion:

Hudens temperatur faldt, og for at holde på varmen trak blodkarrene sig sammen, hvilket medførte et forhøjet blodtryk. Pulsen faldt også. På trods af de meget kolde temperaturer var der dog ingen udsving på det termometer, der viste kroppens kernetemperatur.

Indsnævringen af blodårerne og det forhøjede blodtryk forklarer den følelse af "blodets brusen", de fleste vinterbadere melder om. Til gengæld skal man lede i blodprøverne for at få forklaringen på, hvorfor vinterbadning kan virke smerterstillende.

Det viste sig nemlig, at kroppens hormoner også reagerede på det voldsomme kuldechok. Kroppen udskilte store mængder stress-hormoner, og særligt skete der en stigning i blodets indhold af noradrenalin og kortisol. Stigningen er et tegn på, at personens såkaldte "sympatiske nervesystem" er aktiveret, og det kan meget vel have en smertestillende virkning.

I øvrigt peger flere læger på, at vinterbaderes generelle helbred adskiller sig fra "almindelige menneskers". For det første producerer de mere fedt end andre mennesker. Det kan være derfor, de bedre kan holde varmen i det kolde vand. Der er også den forskel, at vinterbadere generelt har en lavere puls - under 60 slag i minuttet - hvilket må siges at være udmærket. En lav puls er nemlig et tegn på en god kondition. Forudsat at personen er i en rimeligt god form. Et tysk studie fulgte i et halvt år vinterbaderes evne til at omsætte sukker i kroppen. De fandt, at der var en halvering af insulinbehovet. Det tyder på, vinterbadning giver en bedre sukkeromsætning, og det vil nok give mindre tendens til sukkersyge, men det er altså med en fed streg under 'måske',siger Bo Belhage.


Vedtægter
Klubbens vedtægter senest revideret på generalforsamlingen maj 2014
§ 1 Navn 
Stk. 1 Klubbens navn er Nibe fjordbadeklub ”De friske sild” stiftet 19/05 2014 med hjemsted i Nibe i Aalborg Kommune.
§ 2 Formål 
Stk. 1 Klubbens formål er at varetage og fremme interessen for vinterbadning
§ 3 Medlemskab 
Stk. 1 Som medlem kan optages enhver m/k på 15 år og derover.
Stk. 2 Man er medlem, når man har betalt kontingent; har deltaget i en rundvisning på havnens område, og har fået gennemgået samværspolitikken og sikkerhedsregler af et bestyrelsesmedlem samt fået udleveret sit nøglekort.
Stk. 3 Medlemmerne har pligt til at følge retningslinjerne i samværspolitikken. Sker dette ikke, kan bestyrelsen ekskludere et medlem.
Stk. 4. Udmeldelse sker ved skriftelig henvendelse til kasseren med virkning fra udgangen af et regnskabsår.
Stk. 5. Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent. Kontingentet opkræves forud for hvert regnskabsår.
§ 4 Generalforsamlingen 
Stk. 1 Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed og er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Ordinær generalforsamling holdes en gang årligt i maj måned.
Stk. 2 Meddelelser om tid og sted for generalforsamlingen sker ved opslag i klubbens lokaler og på klubbens hjemmeside senest 3 ugers før generalforsamlingen.
Stk. 3 Forslag, som ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 6 uger før generalforsamlingen. Dagsorden med bilag skal være offentliggjort ved opslag i klubben og på klubbens hjemmeside senest 7 dage før generalforsamlingen.
Stk. 4 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling indeholder mindst følgende punkter:
Bestyrelsens beretning
Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
Indkommende forslag
Fremlæggelse af budget for det kommende år
Fastlæggelse af kontingent
Valg:
Valg af formand hvert andet år for en periode på 2 år
Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer for en periode på 2 år
Valg af 1 suppleant for en periode på 2 år
Valg af kasser for en periode på 2 år
Valg af 1 intern revisor for en periode på 2 år
Valg af revisor suppleant for en periode på 1 år
Eventuelt

Stk. 5 Afstemningsregler
Stemmeret har ethvert medlem, der er fremmødt på Generalforsamlingen.
Afstemninger sker ved håndsoprækning medmindre mindst halvdelen af mødedeltagere begærer skriftlig afstemning.
Ved alle afstemninger er simpelt flertal afgørende. Dog skal vedtægtsændringer ske med 2/3 flertal.
§ 5 Ledelsen
Stk. 1 Bestyrelsen leder foreningen mellem 2 generalforsamlinger.
Stk. 2 Bestyrelsen består af en formand og 4 bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv.
Stk. 3 Valgbar som formand, bestyrelsesmedlem, suppleant, kassér,og intern revisor er medlemmer, der har været medlem af klubben i mindst 2 år.
Stk. 4 En suppleant indtræder i bestyrelsen ved et bestyrelsesmedlems langvarige eller permanente forfald.
Stk. 5 Hvis formanden ikke sidder hele sin valgperiode, konstituerer bestyrelsen sig med en formand indtil næste ordinære generalforsamling, hvor nyt formandsvalg finder sted. Hvis et bestyrelsesmedlem ikke sidder hele sin valgperiode, indtræder en suppleant i perioden frem til den næste generalforsamling.
Stk. 6 Bestyrelsen kan nedsætte udvalg
Stk. 7 Bestyrelsen beslutter og vedligeholder klubbens samværspolitik
Stk. 9 Bestyrelsen, og alene denne, kan udnævne æresmedlemmer af klubben. Som baggrund for
udnævnelsen skal ligge en ekstraordinær indsats for klubben. Et æresmedlem oppebærer livslangt
medlemskab af klubben uden kontingentbetaling. Mens man er medlem af bestyrelsen, kan man ikke udnævnes til æresmedlem.
§ 6 Ekstraordinær generalforsamling 
Stk.1 Ekstraordinær generalforsamling kan holdes, når bestyrelsen anser det for påkrævet, eller når mindst 1/3 af medlemmerne overfor formanden fremsætter skriftlig anmodning derom.
Stk. 2 Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter anmodning og varsles ved opslag af dagsorden og bilag 2 uger før afholdelse.
§ 7 Økonomi 
Stk. 1 Foreningens midler anvendes til foreningens bedste under ansvar for
generalforsamlingen
Stk. 2 Foreningen tegnes af bestyrelsesformanden i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 3 Regnskabsåret løber fra 1. april til 31. marts.
Stk. 4 Ved anlægsarbejder på en forventet udgift > 0,3 mill. kr. kræves godkendelse af generalforsamlingen
Stk. 5 Kontingentet fastsættes på generalforsamlingen
§ 8 Opløsning af klubben 
Stk. 1 Beslutning om opløsning af klubben skal tages på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dage og højst 1 måneds mellemrum. Beslutningen om opløsning kan kun tages med ¾ flertal af de fremmødte. Den første af de 2 på hinanden følgende GF skal være en ordinær GF.
Stk. 2 I tilfælde af klubbens opløsning anvendes dens midler efter generalforsamlingens beslutning til almennyttige eller kulturelle formål.